Den smagte ellers meget godt, den morgen, hvor jeg stod op og åbnede alle husets vinduer. Sådan en sommersmag, der dukker op, hver gang man sidder ude om aftenen og taler med åben mund. Lidt af luft og lidt af plante. Det troede jeg godt, jeg kunne håndtere: Jeg kendte jo mig selv og mine maskers grænser, ingen af os var specielt anstrengte dén morgen.

Måske brød jeg en af universets ustyrlige love: Jeg hældte et antal cornflakes op, der kunne divideres fem gange med toogfyrre og stadig give et primtal, eller jeg indåndede for én gangs skyld mere luft, end jeg udåndede. Det kan også være en simpel nemesis for den hybris, jeg har luftet ovenfor: Tydeligvis kendte jeg ikke mig selv nær så godt, som jeg troede..

Hvorom alting er, så lykkes det mig altså i løbet af den her lykkeligt blafrende morgen at sætte mig ned med fuglestemmer og gennemtræk piskende omkring mig, og åbne for en forbindelse til internettet. (Det er her, det går galt) Og ser og ser nu mer og mer.

http://www.youtube.com/v/Z95m3exh8ok&hl=en

Verden standser i grus. Sangen udefra forstummer, forvandles samtidig til en kakofoni af skrig og dødsrallen, som om jeg alligevel ikke helt kan nægte kommer fra mig selv. Vinden gennem huset er en orkan i mit indre, og jeg er i bur, og sommerluften trækker et spor af orme og surt spyt over min tunge. Det væsen … - det er jo mig!

Mit ansigt, fuglens vinger. Fuglens ansigt, mine vinger. Mine hænder glider pr automatik over mine kinder, mens mine øjne søger et spejlbillede i vinduet, der kan fortælle, at jeg aldrig har haft så sorte læber. Det virker ikke. Jeg ved ikke, om det er mine fingerspidser, der svigter mig og blot strejfer mine kinder, eller om det er fordi øjnene nægter at forlade skærmbilledet, men mit ansigt synes nu omgivet af et eller andet rødbrunt, kildende, der giver efter for mit hoveds mindste bevægelse.

Situationens paradoksalitet æder alle chancer for en logisk forståelse af fænomenet og jeg kan mærke morgenens luft bevæge sig længere og længere ud af vinduet, væk fra den absurde virkelighed i skærmen. Det er ikke til at forklare.

Hvorfor er mit ansigt det, der fuldender en død fasan? Hvordan kan jeg være dér, bag buret foran kameraet, når jeg altid har ment, at jeg var hér, midt i tiden og med den for og bag mig? Hvordan? Hvordan?

Gådens uløselighed gør de her øjne mørkere, og den her mund viger nedad for at gøre min skulen komplet. Raseriet er en blanding af mågeskrig og hyperventil kvidren og min kommuneblonde hestehale slår sig løs i vrede, varme farver. Jeg kan ikke besvare spørgsmålet, og derfor må det være sandt: Dets formulering former et usandsynligt virkeligt gitter rundt om mig, og jeg skvatter træt bag det, falder i en sky af gennemhullet logik. Omverdenen bliver en uforståelig mumlen uden for mysteriet, kommentarer til det og undren over det, men aldrig noget svar. Jeg forlader rationalismen og prøver i stedet med et sidste, desperat sanseindtryk: Stikker tungen ud, vil smage min egen huds salt.

Jeg får mine egne dun galt i halsen./fjerene kilder mine smagsløg./pip?

Til gengæld var der en masse meget elskelig stemning, og jeg dansede bedre end nogensinde før med min klasse. Faktisk blev jeg så glad for at være der, at jeg var lidt ked af at gå hjem. Men nogen skal jo skrive om det. Og jeg er jo faktisk den eneste, der kan. Tror jeg.

Målet med næste fest må være at undgå nervøsiteten og den arrogante foragt, der svøbte sig om mig i starten. Det var jo ganske sans noblesse at opføre sig, som jeg gjorde. Hurra for adfærdskorrigerende fester (og kærlige med rytmesans).

De talte med dyrene.
D e  l e g e d e  d e  v a r  d y r .
De grinede,
     de hujede,
         de græd,
                 de klagede sig,
. . . . . . . .  . . . . . . . og de lavede lydene til musik.

De sang og talte mærkelige sprog,
der ikke findes i nogen bog,
Forskellige humører var de i.
Legede med at være, det ku’ de li’.
De gjorde sig glade og kede og vrede,
og skiftede størrelse, smalle og brede.

De sang mod vinden i kander og krus.
De hørte havets evige brus.
De sang i lange åbne rør,

            over bjerge gennem dale og langs søer.

Hver ting            i verden gav
                           de lyd
mod øst,            mod nord,
 mod vest,           mod syd,
En sten,              et træ, en kat: Mijau!

En stemning
fik lyd, et               rum en farve
og hjertet             sang en tone:
                               ”Uhuuuu”.

En tone fra hjertet: “Uhuu, Uhuuu!”.

(Cathrine Lervig, 1973)
Jeg synes det er så forfærdeligt, at lige præcis den del af menneskenaturen og lige præcis de ånder stadig er truede i dag.

Navel-appelsiner er i virkeligheden meget, meget smukke. Måske er der for få, der ved det, men de stammer fra et obskurt kloster i Brasilien, hvor et almindeligt appelsintræ på en særlig dag for mange, mange år siden meget pludseligt muterede og frembragte navel-varianten.  (navel-appelsiner er de der mærkelige appelsiner, der har en lille udvækst inde under skallen)

Det blev frugten med det samme lidt større af, men problemet med denne variant er, at mutationen samtidigt gjorde planten temmeligt steril - nye navel-appelsintræer kan nemlig ikke plantes. I stedet sker det, at en dygtig gartner skærer en gren ned af det muterede træ og ved hjælp af sin Grønne Kunst & andre Fixfaxerier tilføjer denne gren til et andet appelsintræ, eller sådan noget, hvor den så vokser videre.

Konsekvensen af dette er, at navel-appelsiner i dag har præcist den samme genetiske opbygning som navel-appelsiner havde efter den første mutation for 187 år siden (det skete i 1820, ja) - man kan endda sige, at alle navel-appelsiner i dag stammer fra samme træ, der nu er flere hundrede år gammelt.

Det er jo især interessant, hvis man går rundt og leder efter måder at blive udødelig på, for nogen ville kalde genernes direkte videreførsel for en form for udødelighed, altså ikke bare, at man lever videre gennem det genetiske fingeraftryk, man sætter på sit afkom, men at ens gener bliver bevaret som de er nu.

Som en mulighed for mennesker argumenterer kryogenteknologi og særligt dennes fortalere eksempelvis for den endnu teoretiske mulighed for at bevare kroppe i et ubestemt stykke tid (for evigt) ved hjælp af nedfrysning, men de færreste vil vel sige, at en tilværelse som evig isterning er et liv.

På den anden side, så vil de færreste vel sige, at en tilværelse som afhugget appelsingren er et liv? Men det er jo ikke til at vide. I hvert fald kan jeg mægtig godt lide navel-appelsiner, og særligt at fortære deres udødelighed.

Den næste aften stod månen op, en gylden appelsin. Spejlet i søen lignede den to mønter, hvoraf den ene var tabt i en altsmeltende varme. Men i virkeligheden druknede den i en våd og mørk kulde.
Så nåede jeg at tænke “det var da en skam”, inden jeg trak min cykel videre, væk fra lys og larm, liv?.

Det er ellers meget interessant at se på folk, når de er lørdagsfulde+festlige/dumme, men nu arbejder jeg jo på et teater, så jeg bruger rigeligt tid på selv at være dum, når jeg som stik-i-rend-dreng for professionelle mennesker ikke ved hvad en skruevrider er, selv om de skal bruge den.

Ikke, at teatret ikke har sine styrker - i dag så vi for eksempel Jesus Christ Superstar, inden førnævnte slaveri begyndte. Jeg tror dog, at londonerne har ret, når de siger, at danskere ikke duer til musicals: De kan enten synge eller danse. Begge dele er en stakkels umulighed. Og de dansede heller ikke *rigtigt*, bevægede sig nærmere i en rytmisk facon.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal synes om den musical, er den ikke ved at være lidt fortærsket? Bevares (som man jo siger), den virker da meget godt med Jesus i  en hvid habit og ellers nogle moderne props i en antik historie, men vi ved jo alle sammen godt hvordan, hvornår & hvorfor. Jeg kunne vildt godt tænke mig at se den nyfortolket, uden en bagvæg af pærer til at blænde publikum. Hell, uden et kors, hvis det var muligt. Men hovhov, siger I så. Og jeg må lige fortælle, at det jo var meget godt, og det virkede jo alt sammen, som det var tænkt. Jeg er måske bare ved at være lidt træt af professionel kliché.

Men nu var der lige søvn inden ugelang Londonrejse. Jeg har en dårlig fornemmelse af torden i maven - det skulle ikke undre mig, om de professionelle klichéer blev født i the UK.
Men nu ser jeg lige, ikkå?

To store, sorte dråber vokser frem, ikke ulig det store, sorte vand foran. En på hver fod. De trækker deres spor, en ild, mod mine tæer. Jeg sukker, bøjer mig, og planter blodets roser i en serviet.
Denne have forærer jeg til vinden og vandet, men alligevel sætter jeg ufrivillige frø, som jeg går hjem over de skarpe sten.

Havet er endnu for mit blik, idet jeg når dørens gule lys.